
Interviews, reportager og refleksioner fra aviser, kirkeblade og vores egne ledere – om at bede med krop, sjæl og ånd.
Kaja Kruse er sygeplejerske, psykoterapeutisk behandler og Bøn i Bevægelse-leder. Her skriver hun om vejen fra foldede hænder til en bøn, hvor hele kroppen er med.
Da jeg var lille, skulle jeg sidde ret op, når vi skulle bede hjemme i min familie. Og jeg skulle folde hænderne – så mine nysgerrige små fingre ikke blev optaget af at pille ved noget. Som voksen har jeg tænkt, at det jeg dengang lærte, var en form for ærefrygt for Gud. At Gud var hellig – og at jeg derfor skulle møde ham med respekt.
Jeg er glad for det, jeg lærte dengang. Jeg er samtidig glad for, at jeg har lært så meget mere om bøn. At bøn kan være et hvilested, hvor jeg kan komme med alt det, som jeg er – både svagheder og styrker – og være sammen med Gud.
Men, hvad hvis bøn alligevel er svært? Eller hvad hvis jeg mest har lært, at bøn er noget med mange ord, jeg skal finde – de helt ”rigtige” endda? Måske jeg ikke kender disse ord – eller kan formulere ord, der udtrykker det, som bor i mig. Eller jeg ingen ord har.
Igennem ”Bøn i Bevægelse” har jeg erfaret, at det hele ikke handler om mig. Men at Gud er der – og ønsker at mødes med mig, og ønsker at lade mig erfare hans nærhed og hans tale ind i mit liv. Min opgave er mere at åbne mig og invitere, for ”det er godt at være hjemme hos sig selv, når Gud banker på.” Det er en sætning, som Øyvind Borgsø, der har udviklet ”Bøn i Bevægelse”, så ofte har mindet om.
Øyvind Borgsø var over en lang periode søgende i sit åndelige liv, inden han som 32-årig fik et møde med Jesus, som gav ham den åndelige livsfylde han søgte – og han fandt ro og tro i kristendommen. Men han savnede den kropslige integration i de kirkelige fællesskabers trospraksis, sådan som han kendte det fra andre religiøse sammenhænge. Igennem en lang årrække studerede og udforskede han hvilke rigdomme, der fandtes langt tilbage i den kristne oldkirke, og undersøgte samtidig hvilken nutidig viden, der er at hente fra fx neurologi, psykosomatik og fysioterapi.
Interessant nok fandt Borgsø hos de gamle ørkenfædre en overbevisning om, at ”sjælen benytter kroppens lemmer ind i overgivelsen til Gud”. Den viden om, hvordan vores fysiologi er tæt sammenvævet med vores psykologi, tiltænker vi ofte en nutidig indsigt, som verificeres af diverse nye teknologiske målinger af hjernens funktion. Måske var det menneskelig intuition, måske livserfaring, der gav ørkenfædrene den visdom, længe før vi lænede os ind i teknologien.
I 2012 skrev Borgsø sin første bog: ”Lytte til Gud” – om at anvende kroppens ressourcer i bøn, og integrere kropslige øvelser. I 2015 kom hans næste bog: ”Bøn i Bevægelse,” der er udarbejdet i samarbejde med Areopagos.
Det er også i Areopagos’ regi, at ”Bøn i Bevægelse” som trospraksis er ”født.” Areopagos’ grundlægger Karl Ludvig Reichelt, som har haft stor indflydelse på mission og religionsmøder, var optaget af at etablere dialog mellem religiøse retninger. Han siger om meditation: ”Meditation er at samle sig om livets dybeste hemmelighed: At overgive sig helt til Gud – og lade Gud handle.”
På den måde var ”Bøn i Bevægelse” i sin helt rette ramme for udvikling af denne mediterende bønspraksis. Projektleder Dorthe Davidsen Langås fra Areopagos havde tro på, at ”Bøn i Bevægelse” ville kunne medvirke til at imødekomme menneskers længsel efter et dybere samvær med Gud – med sig selv og med andre mennesker. Hun så potentialet i at etablere ”Bøn i Bevægelse”-fællesskaber rundt om i Danmark og etablerede i samarbejde med Borgsø en uddannelse. Det første hold ”Bøn i Bevægelse”-ledere blev klar i 2015.
”Bøn i Bevægelse”-konceptet er nøje gennemarbejdet med 7 pejlemærker, der hver især skaber base for hinanden. Det er en proces, som søger at åbne krop og sind, så vi kan finde ro og tage imod. Selve seancen varer i sin fulde udstrækning en lille times tid. ”Bøn i Bevægelse”-lederen guider bevægelser knyttet til enkle ord og sætninger. Ofte anvendes ord fra Bibelen i en recitationsmeditativ form, hvor gentagelsen kan medvirke til en ny og dybere forståelse af et bibelvers, og måske blive en ny og frisk hilsen fra Gud.
Bevægelserne i ”Bøn i Bevægelse” centrerer sig om 3 nøgleord: langsomhed, gentagelse og opmærksomhed. Bevægelserne skabes i samspil med ordene, eller måske omvendt – ordene skaber bevægelserne. At lade kroppen intuitivt finde sit udtryk er noget af det, som bevæger i bøn. At strække sig mod himlen – mod lyset med hele sin krop, kan åbne for en længsel efter at strække sig mod noget, der er værd at strække sig for. Det kunne være Gud.
Netop de langsomme og gentagne kropslige bevægelser hjælper til en samtidig langsomhed og nænsomhed i sindet. Kroppen sender roligende signaler til hjernen, som aktiverer hjernens alfabølger – som svarer igen med signaler om ro til de indre processer, så også tanker falder til ro. Ved afslutningen lukker man sin krop ned igen nænsomt med lette strøg eller berøring, så kroppen mærker sine ydre grænser.
”Når jeg opmærksomt bevæger min krop i bevægelser, som understøtter de enkelte sætninger eller bønner, integrerer jeg betydningen af ordene på en ny måde. Min krop lærer ordene at kende, knytter dem til bevægelserne – og gemmer på dem.”
Jeg holder meget af at være i ”Bøn i Bevægelse” med mig selv alene, og særligt i fællesskaber, hvor også spejlneuroner og kroppenes synkronisering samskaber bønnen. Jeg mødte første gang ”Bøn i Bevægelse” i 2015 – og har siden søgt det.
Fra mit daglige arbejde som sygeplejerske og psykoterapeutisk behandler bl.a. for mennesker med psykiske traumer ved jeg, hvor tæt sammenvævet vores sindsstemning og vores krops funktioner og velvære hænger sammen. Netop fordi kroppen gemmer på utallige historier om det liv, vi lever. Jeg har set, hvordan en forløsning i kroppen kan hjælpe hen mod en befrielse i sindet.
Jeg har en længsel – en tørst. Og jeg har en tro på, at Gud har skabt os mennesker med en indre kilde, som Han formår at få til at risle med levende vand.
I bønnen kan jeg være til stede uden at skulle præstere, siger 36-årige Karina Borcher Andersen, der er medleder af Bøn i Bevægelse i Aarhus.
Det er tirsdag aften. Aarhus Universitet ligger næsten øde hen, men i lokale 1 har ti kvinder trodset mørke og regn og bevæget sig ud til fællesskab og bøn med andre.
„Jeg har aldrig været den kropslige type, men jeg har altid været meget til stilhed, og bøn og bibellæsning har altid fyldt meget for mig. Jeg er vokset op i Luthersk Mission og har lært at folde hænderne og bruge ord i bøn. I 2013 fik jeg en belastning på hænderne og begyndte til fysioterapeut. Her fik jeg en opmærksomhed på min krop og på, at jeg skal passe på mig selv. Det giver stadig mening at folde hænder og bruge ord i bønnen. Bøn i Bevægelse giver bare flere dimensioner til bønnen,“ forklarer Karina, der nu har været med som leder af gruppen i over to år.
„Jeg kan stadig synes, det er svært at give helt slip i bønnen og bare være til stede. Men når jeg i små glimt oplever det, er det fantastisk. Her mærker jeg en særlig ro. Her kan jeg bare stå i Guds kærlige blik. Det er en hellig hvile for mig at være i bønnen. Her kan jeg mærke, at Kristus er i mig. Jeg oplever en hvilen og en væren, hvor Kristus beder i mig, i stedet for at jeg beder til ham. Og efter bønnen er det, som om jeg er kommet mere på plads,“ siger Karina, der til daglig arbejder som socialrådgiver i Familiecenteret i Aarhus Kommune.
„I bønnen kommer jeg i kontakt med det, der bor i mit inderste. Dér møder jeg både Gud og mig selv. På en måde kan man sige, at det kræver træning at nå derind. Jo flere gange, jeg gentager bønnen og bevægelserne, jo dybere kommer jeg ned. Men det handler ikke om, at jeg skal præstere. Det er Helligånden, der gør sit stille værk i mig for hver gang, jeg gentager bevægelserne,“ siger Karina, der kommer i Aarhus Bykirke.
En af dagens deltagere er 57-årige Anna Bruun, der kommer i Aarhus Valgmenighed. Hun har deltaget i Bøn i Bevægelse, siden det startede.
„Det er ligesom at have et sprog mere. Jeg kan heller ikke tale uden at bruge mine hænder. Nogle gange kan kroppen bedre kommunikere end ord. Bøn i Bevægelse er en måde at praktisere min tro på, på niveau med det at gå i kirke og at synge salmer og sange.“
„Jeg laver Bøn i Bevægelse for at komme dybere ind i en tekst og for at få roen. Jeg har brug for roen. Ellers bliver livet for overfladisk,“ siger Anna, der er uddannet psykolog. „Jeg tror, jeg bliver bedre til at lytte til, hvad Gud siger. Og så kommer jeg også for det fællesskab, vi har her.“
Ruth Overgaard Kristensen er også med i Bøn i Bevægelse på grund af fællesskabet. „Her er man til stede med hinandens kropslighed. Vi beder ikke for hinanden, men med hinanden.“
Ruth fik øjnene op for at forstå Bibelen med bevægelser, da hun var i Mellemøsten og oplevede, hvordan de gamle ørkenfædre læste i Bibelen ved at bruge hele kroppen, for eksempel ved at kaste sig ned i en korslignende stilling, når de læste Guds navn.
„Jesus blev menneske og krop, og derfor giver det god mening at have kroppen med. Bønnens ord bliver kropsliggjort og kan samtidig være ordløse gennem bevægelsen. I de indledende nærværsøvelser bevæger jeg mig fra at være i hovedet og komme ned i kroppen. Det er ikke tanketomt, men jeg får en fokuseret opmærksomhed på Kristus. Det er som at være et tempel, som Paulus skriver om i Bibelen,“ siger 45-årige Ruth, der er frivillig i Aarhus Valgmenighed.
„Jeg kan udtrykke det, jeg har behov for, såsom længsel. Hvis jeg har brug for mere frimodighed, kan jeg tænke det ind, når jeg strækker mig mod Gud og former min hånd som en skål, der tager imod. På den måde bliver bønnen om frimodighed en kropslig erfaring, jeg kan tage med mig ud i hverdagen og minde mig selv om ved at gentage bevægelsen. For mig er det livgivende og frisættende at være med i Bøn i Bevægelse,“ siger Ruth.
”Bøn i Bevægelse hjælper os til at være ven med alt, der er i os. Det hjælper os til at komme i kontakt med vores indre og vores ydre krop,” siger Øyvind Borgsø.
Nogle folder deres hænder til at samle sig og fokusere på Gud. Andre bøjer deres knæ. En helt tredje gruppe bruger hele kroppen til at være til stede i bønnen sammen med Gud.
I den tredje gruppe er Øyvind Borgsø. Han er leder af ’Bøn i Bevægelse’ – en meditationsform, hvor den bedende lader kroppen være en del af bønnen og troslivet. For ham skal kroppen ikke placeres uden for bønnens rum. Snarere, mener Øyvind Borgsø, er kroppen en værdifuld ressource i bønnens liv.
”Jeg har været optaget af bevægelse hele livet,” fortæller Øyvind Borgsø og fortsætter: ”Jeg har gennem mit liv studeret forskellige bevægelsesretninger i forskellige kulturer. Da jeg blev kristen, savnede jeg at bruge kroppen mere i min kommunikation med Gud.”
Da Øyvind Borgsø blev kristen, boede han på et retrætecenter. I kapellet bad de samme bøn fire gange om dagen: Jeg løfter mit hjerte til Herren. ”Da vi bad den bøn, var det som om, at mine hænder og arme ville være med i bønnen. Så jeg lod armene løfte sig. Det var første gang, jeg erfarede kroppens impuls til at være med i bønnen,” fortæller han.
Efter det begyndte Øyvind Borgsø at eksperimentere med kirkens bønnepositioner og bevægelser. Han opdagede, at kombinationen af bibelvers og bevægelserne ræsonnerede naturligt i ham. ”Jeg erfarede, at indlæringen af bibelord blev bedre, når jeg satte bevægelser på.”
”Vi er mange, som har erfaret, at når vi ikke har flere ord at sige til Gud, så kan det være en hjælp at bruge kroppen. Mange folder hænder eller bøjer knæ i stilhed. På den måde kan jeg fortsat være sammen med Gud, og kroppens sprog er i sig selv en bøn,” fortæller Øyvind Borgsø.
For ham er det væsentlige ved Bøn i Bevægelse ikke bevægelsen i sig selv, men at være til stede i kommunikationen med Gud – og at falde til ro: ”Studier viser, at opmærksomhed på langsomme bevægelser aktiverer alfabølger i hjernen. Bevægelse aktiverer kroppens ressourcer, der hjælper os til at falde til ro.”
Han oplever, at mange har udfordringer med deres kroppe, fordi samfundet opstiller et unormalt idealbillede af kroppen. ”Hvis ikke du er ven med din krop, er det næsten som om, at du fornægter dele af dig selv. Det underbygger ikke helheden,” siger han og fortsætter:
”Det er vigtigt at være et helt menneske. Bøn i Bevægelse hjælper os til at være ven med alt, der er i os. Det er en holistisk form for bøn. Vi gemmer hverken vores indre liv eller vores kropslige liv overfor os selv, hinanden og Gud.”
Bøn i Bevægelse bruger mange af de ting, jeg i mit arbejde har lært om hjernen, og måden den fungerer på – tilgange, som minder om dem, vi har benyttet i hjerneskaderehabilitering.
Hjernen har forbindelse til hele kroppen gennem hjernenerverne, som udgår til alle dele og systemer i kroppen. Når vi beslutter at bevæge hånden, udfører muskler og led ordren fra hjernen. Men samtidigt sender nervesystemet informationer tilbage, så vi hele tiden ved, hvad der sker i hånden. Vi får masser af informationer fra kroppen hele tiden. Det bruger vi i Bøn i Bevægelse. Vi fodrer hjernen med informationer fra kroppen ved at bevæge den.
Når hjernen ikke modtager indtryk fra kroppen, kan vi ligefrem falde i søvn, når vi sidder stille i en stol. Eller hjernen kan begynde at dagdrømme eller bekymre sig, fordi tankerne ikke står stille. De kan køre i ring og blive til tankemylder.
I Bøn i Bevægelse bruger vi de langsomme gentagne bevægelser til at fodre hjernen med informationer fra kroppen. Det danner en modvægt til, at hjernen kan køre i selvsving med bekymringer. Opmærksomheden er som en lygte i et mørkt rum, som vi kan vende mod noget bestemt og se det tydeligt.
Når vi bevidst følger bevægelserne i kroppen og sanser, hvad der sker, styrkes nervebanerne i hjernen, som forsyner det pågældende område. Det er en indre træning og styrkelse, som virker ligesom styrketræning af musklerne.
I den digitale verden kaldes der konstant på vores opmærksomhed. Den er blevet en vare, som kan sælges. Lad os derfor tage vare på vores egen opmærksomhed som en dyrebar skat.
Vores hjerne opfatter alle sanseindtryk fra kroppen og mange flere ting rundt omkring os hele tiden. Men de 99 procent sies fra, inden de når den bevidste del af hjernen. I Bøn i Bevægelse trækker vi opmærksomheden ind i kroppen for at skabe en anden balance i os, hvor fokus er på kroppen og ikke på tankerne. Vi genopdager, hvordan kroppen føles, og får en selvomsorg af en helt anden kvalitet.
Hjernens alarmsystem kan både aktiveres og beroliges. De gentagne, langsomme bevægelser beroliger nervesystemet og aktiverer ro-hvile-systemet. Hjernen scanner situationen og opfatter, at der ikke er fare i nærheden lige nu, så den trygt kan forsdøje indtryk og sætte gang i alle de andre opbyggende processer i kroppen. Ligesom uro smitter, gør ro det også.
Vi oplever os selv ved at mærke kroppen og blive bevidste om, hvor vi selv er henne ved at mærke kroppens grænser. Når vi bliver mere bevidste om os selv, kan vi også blive bevidste om, hvad og hvem vi er og ikke er. Alle disse bevidstgjorte opmærksomhedspunkter er en hjælp til at forsone sig med den krop, jeg nu engang har.
Vi tror på, at kroppen er gudskabt og villet, som den er, af Gud. Det ærer vi ved at behandle vores egen krop med nænsomhed. Når kroppen bevæges, kan jeg pludselig få et dybere indtryk af, hvad Guds hjerte er for mig, at Gud er nærværende, eller at jeg savner noget.
Opmærksomheden på det indre og kroppen, beroligelsen af nervesystemet og den meditative langsomhed kan give plads for en indre pilgrimsvandring.
Maja er kirketjener i Haslev Kirke og har i et stykke tid gået til Bøn i Bevægelse i Førslev Præstegårdslade.
En dag mødes vi på gangen i Kirkehuset i Haslev, og jeg fortæller, at jeg skal opleve Bøn i Bevægelse for første gang. ”Dét kan du godt glæde dig til!”, svarede Maja prompte, og jeg fik lyst til at spørge lidt mere ind til det.
Hvad får dig til at sige dét?
”Det første, der falder mig ind, er, at min krop husker en god stemning!”
Er det ikke lidt grænseoverskridende at sætte bevægelser på noget, der har med tro at gøre – sammen med andre?
”Sådan tænkte jeg også første gang, inden jeg afprøvede Bøn i Bevægelse. Men det blev utrolig meningsfyldt.”
Hvordan oplever du forskellen på meditation og Bøn i Bevægelse?
”Begge kan noget, men det er nemmere for mig at ’være i’ Bøn i Bevægelse, når jeg er stresset. Hjernen bliver stimuleret, og roen indfinder sig. Til meditation flyver tankerne mere. Til Bøn i Bevægelse fokuserer jeg på at være i bevægelserne, og det giver en ro i hjernen. Min krop husker, når mit hoved ikke gør.”
Er det vigtigt for dig, at det er et kirkeligt forum?
”Både og… Jeg har gået til almindelig meditation uden for kirkens regi, og det var også rigtig fint. Men jeg føler en større tryghed og varme i kirken. Kirken er lige så langsomt blevet min rygstøtte og skulder. Jeg ved, at jeg aldrig er alene her.”
Er det svært at lave Bøn i Bevægelse?
”At lytte til og mærke min krop er svært for mig. Når jeg kommer til Bøn i Bevægelse, mærker jeg, at min hjerne bedre kan arbejde frit, fordi fokus ligger i bevægelsen. Det giver mening for mig, at det netop er kroppen, som skal opleve noget godt igen. På den måde er Bøn i Bevægelse nok blevet det tilbud fra kirken, hvor jeg passer bedst ind.”
”Jeg oplever tre ting: indre ro, stor glæde og lyst til mere!”
Kroppen er også et mødested for dig og Gud.
Sommeren og efteråret kan være en tid med guddommelige øjeblikke. Det kan være tidspunkter ved stranden. En særlig aften med familien i sommersolen eller det tidspunkt, hvor de første efterårsblade begynder at få kraftig farve og langsomt løsner sig fra grenene. Livet er fuldt af højdepunkter, som er værd at bemærke – midt i det almindelige levede liv. Gud kan også træde tydeligt frem, hvis man inviterer Gud med i hverdagen, som man har.
At være skabt som menneske betyder, at vi alle bærer aftryk af Skaberen, som engang satte hele verden i gang. I Harrevig Pastorat ligger syv kirker (og en kirkeruin). De står der som templer for den kristne tro, hvor mennesker gennem tiden har søgt kirkerne for at søge Gud i glæde, i tak, i fortvivlelse, i håb om nærvær i en svær tid og som bøn for en selv og andre.
Gud er dog ikke kun til stede i kirken. Kroppen er også et mødested for dig og Gud. I Første Korintherbrev står der: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?« (1. Kor 3,16). Et tempel er et særligt mødested mellem det guddommelige og det menneskelige. Dette møde mellem Gud og menneske var ganske tydeligt i Jesus, da han gik omkring på Jorden. Vi bærer også en mulighed for at lade Gud komme tæt på os, hvis vi behandler vores krop som Helligåndens tempel; at vi tager vare på kroppen og er opmærksomme på kroppens signaler.
Kroppe er forskellige, derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvad kroppen fortæller os netop i dag. Det kan være, hvis vi laver bestemte bevægelser. Da kan vi spørge om, hvad kroppen vil fortælle om denne bevægelse: Hvor langt kan jeg strække mig, hvor har jeg ondt, så er det også lettere at være til stede som menneske. Hvis du er i en stresset situation, så kan det hjælpe at mærke din krop, registrere hvordan du sidder, står eller går. Ved at føre opmærksomhed fra hovedet til kroppen løber tankerne ikke (så let) løbsk i hovedet.
I kristendommen har kroppen været gemt og undertrykt i mange hundrede år. Det er dog ret grundlæggende for kristendommen, at den menneskelige krop spiller en central rolle. Kristendommens fortælling er kort fortalt, at Gud bliver menneske gennem Jesus Kristus, som dør og bliver levende igen. De vigtigste begivenheder i kristendommen skete for og med mennesker, som havde en krop. Derfor er det også oplagt at bruge kroppen som vej til at bede, lytte til Gud eller åbne sig for, hvad jeg skal gøre for min næste.
To disciple oplevede det helt konkret, da Jesus fulgte dem på vejen (Luk 24). De var i bevægelse og bad »med fødderne«, og gennem denne bøn og opmærksomhed på kroppen, var de nærværende ikke blot for Gud, men også for sig selv. Vi kan sige meget med ord. Måske kan vi sige endnu mere med kroppen. For kroppen lyver ikke. I kroppen kan der sidde mange erindringer, positive så vel som negative.
Gud er tæt på os. Der skal så at sige kød på troen.
Stiv i kroppen som en fodboldspiller, modvillig som en mand – og alligevel nysgerrig efter, om jeg tænker alt for indskrænket om bøn – endte jeg en aften i studenternes hus for at bede med kroppen.
Jeg har, sikkert som mange andre, en eller anden forestilling om, at bøn er mange ord, from indstilling og anstrengelse. Men jeg blev ført i en helt anden retning. Kun et meget enkelt bibelvers, et lys på gulvet og muligheden for at slappe af og slippe alt andet i en time.
Tidligere har jeg smagt lidt på stilhed og gentagelse og det med at mærke kroppen. Det falder mig ikke naturligt. Kroppen er for mig en maskine, jeg kun giver opmærksomhed, når den svigter, gør ondt og skal fikses. Her i det nordlige Europa har vi det nok ikke så afslappet med kroppen.
Men er det kun mig, der ofte helt overser, at vi er skabt af både krop og ånd? At åndedrættet er en påmindelse om livet indeni, der via blodet bevæger sig rundt i kroppens yderste dele? Og at vi er skabt af Gud til at henvende os til ham med hele vores krop? Gud formede os af ler, og Guds ånd blev blæst ind i os. Vi er skabt af kærlighed, i kærlighed og til kærlighed. Også til kroppen!
Når vi knæler, tegner korset foran os eller løfter hænderne i kirken, mærker vi en lille smule til vores krop. Men at bruge en time på at bede uden egne ord, med et enkelt bibelvers og langsomt blive venner med stilheden, det er det modsatte af krampagtig anstrengelse og mangel på ord.
Jeg vil gerne opfordre alle til at skrue ned for ordene og lade kroppen komme på banen i deres bøn. Måske derhjemme for sig selv, på en gåtur eller sammen med andre, der har opdaget, hvad Bøn i Bevægelse kan.
For i ham lever vi, ånder vi og er vi.
Apostlenes Gerninger 17,28a
Daniel Søgaard Lind er teolog fra Aarhus Universitet, født på Bornholm i 1977 og bosat i Aarhus N.
”Jeg begyndte at dyrke kampsport, da jeg var 13 år. Her lærte jeg vigtigheden af at samle mig og være i balance,” skriver Øyvind Borgsø i bogen Bøn i Bevægelse.
Bøn i Bevægelse er en hjælp til at komme dybt ind i bønnens mangfoldige landskab. Mange af bønnerne handler om at blive styrket og renset gennem at åbne sig. Når du åbner dig med hele dit væsen og stiller dig til rådighed for Guds renselse, er det naturligt at komme i berøring med et bredt spektrum af følelser, minder, sårbarhed eller uvante kropslige reaktioner. Krop, sjæl og ånd er ét.
Fysiske bevægelser påvirker sjæl og ånd, og bevægelser i ånden påvirker sjælen og kroppen. Intet er en ensom ø på et åbent hav – alt er forbundet. Derfor er det vigtigt at træde varsomt og være årvågen og opmærksom over for sindets bevægelser og kroppens signaler.
Jeg vil samtidig opfordre dig til at være bevidst om, hvad du ønsker at åbne dig for. Kristen bøn har en intention om at åbne for fællesskab med Gud og har en tydelig retning mod ham. Jesus og Paulus opfordrer os flere gange til altid at være vendt mod Gud. Jeg vil stærkt anbefale dig at have en vejleder, hvis du har en regelmæssig praksis.
Bogen Bøn i Bevægelse er oversat fra norsk af Elizabeth Knox-Seith og Line Anthony Reckweg, med omslag og illustrationer af Karsten Auerbach. Udgivet på Forlaget Areopagos, 2015.
Den norske meditationslærer Øyvind Borgsø er på turné i Danmark med Bøn i Bevægelse. „Jeg vidste ikke, at jeg kunne bruge kroppen til at kommunikere med Gud,“ siger deltager.
For kristne, som har det godt med at sidde stille på kirkebænken og modtage Guds ord, vil Bøn i Bevægelse givetvis være en stor mundfuld. Der tales nemlig ikke blot til hovedet, når den norske meditationslærer Øyvind Borgsø inviterer til en kristen bøns- og meditationspraksis i forskellige byer i Danmark. Kroppen arbejder med.
Og det er tilsyneladende for nogle af deltagerne lidt af en øjenåbner for, hvad et tros- og bønsliv også kan bestå i. Bo Nissen, 56-årig graver og kirketjener i Egense Kirke ved Svendborg, prøvede det for første gang i efteråret. Han var igen troppet op, da Bøn i Bevægelse for nylig gæstede Svendborg.
„Min krop og min ånd elsker det. Jeg vidste ikke, at jeg kunne bruge kroppen til at kommunikere med Gud. Jeg oplever, at jeg bliver mere hel, fordi den her form for bøn både taler til ånd, sjæl og legeme,“ siger Bo Nissen.
Han hører til i folkekirken og har i 10 år været med i en meditationsgruppe i Svendborg i folkekirkeligt regi. Selvom han på den måde er velbevandret ud i andre former for meditativ bønspraksis, så oplever han Bøn i Bevægelse som noget ganske andet.
„Når du mediterer, kan det være svært at få tankerne til ro. Det kommer de her, fordi kroppen er aktiv under bøn og dermed overtager tankerne. Det giver ro i sindet,“ forklarer Bo Nissen.
Bøn i Bevægelse er en meditations- og bønspraksis, som Øyvind Borgsø har arbejdet med gennem mange år i blandt andet Norge og England. I samarbejde med organisationen Areopagos er der nu også arrangeret Bøn i Bevægelse i flere byer i Danmark.
„Målet er at inkludere kroppen i bønnen. Kroppen skal være en naturlig del af troslivet. Det hjælper mig til et dybere liv med Gud,“ siger Øyvind Borgsø.
Den norske meditationslærer har hentet inspiration til den kropslige bønspraksis fra blandt andet fysioterapi, psykosomatisk lægevidenskab og kirkens bønnetraditioner. Der er tale om en praksis, hvor der arbejdes med åndedræt og forskellige former for kropslige øvelser, mens deltagerne stille gentager korte bibeltekster og bønner. Øyvind Borgsø understreger, at det er i tråd med kristen praksis at bruge kroppen under bøn.
„I kirken er det gammel bønstradition at folde hænderne for at samle sig om Gud og udelade alt andet. Fra munkevæsenet kender vi også til en både meditativ og kropslig bønspraksis,“ siger Øyvind Borgsø.
Poul Henning Krog, præst i pinsekirken i Svendborg, har sammen med en lokal folkekirke, baptistkirken, Indre Mission og Frelsens Hær været med til at arrangere Bøn i Bevægelse i Svendborg. Pinsekirkepræsten deltog selv i aftenens program. Skønt det var fremmed for ham, så fandt han den kropslige tilgang værdifuld.
„I Bibelen hører vi både om bøn stående, siddende, liggende og vandrende. Det er fint, at der kommer fokus på bevægelse. Og for folk, som måske har været vant til at dyrke yoga eller mindfulness, kan det her tiltag være en åbning mod kirken – hvor der i praksis hele tiden er fokus på Gud og Jesus,“ siger Poul Henning Krog.
Ud over at være pinsekirkepræst er han også læge. Med den baggrund er han opmærksom på mulighederne i en mere kropsorienteret kristen praksis.
„Vi ved i dag, at der er en tæt forbindelse mellem kroppen og sindet, og vi ser mange undersøgelser, som viser, at den mentale og åndelige dimension har stor indvirkning på sygdomsforløb. Derfor er det også min overbevisning, at det er sundhedsfremmende, når vi arbejder med krop og ånd i helheder,“ siger Poul Henning Krog.